Forside > Referencer > Artikler > Et hus så smukt  

Bragt i Horsens Folkeblad

Et hus så smukt
Pia Tastesen og Jörn Eskildsen bor på en 300 år gammel slægtsgård.

Tekst: Max Jørgensen
Foto: Lene Sørensen

H. C. Andersens digt om det smukke hus, der ligger, hvor vejen slår en bugt, kom som sendt fra himlen, da jeg kørte ad den snoede, smalle Højballevej i Hansted. Kun seks kilometer i fugleflugt fra byens os og larm, omgivet af grønne marker og stolte træer, ligger den - Højballegård - en af de smukkeste gamle slægtsgårde på Horsens-egnen.

Sammen med en fotograf besøgte jeg stedet for at beskrive gården og dens beboere i nogle få billeder og ord. Det viste sig at være en nærmest umulig opgave. Giv mig 200 blanke A4-sider, et par ruller film og et halvt års tid, så kunne jeg muligvis yde Højballegård og dens ejere bare lidt retfærdighed. For det er i sandhed et pragtfuldt sted.

Vi har kun gården til låns
Den firelængede bindingsværksgård i rødt og gult er en udflytter-gård, der oprindeligt lå i Hansted by. Årstallet for udflytningen er 1795, men gården er sandsynligvis bygget 100 år tidligere.

Det er en utrolig velholdt gammel gård. De nuværende ejere, ergoterapeut Pia Tastesen og biolog Jörn Eskildsen, har udført et flot stykke arbejde, siden de overtog gården for seks år siden. De har gjort, og gør, en dyd ud af at bevare så meget som muligt af gårdens sjæl', når de reparerer og indretter de gamle bygninger og rum.

- Vi ser sådan på det, at vi kun har gården til låns. Den er måske 300 år gammel, og vi skal vel kun bo her i 40 år, siger de respektfuldt, da vi sidder bænket omkring kaffebordet i den dejlige stue. De to samojede-hunde Tø og Slud flader ud på gulvet og fortæller på den måde, hvor hyggeligt de synes, der er i stuen.

Beretninger fra svundne tider
Stedet emmer af historie, det virker som om vægge, paneler, gulve og de mange antikke møbler hver har deres helt egen beretning at fortælle om svundne tider. De fleste af de gamle, smukke møbler er arvegods fra familien, og Pia Tastesens sans for at gøre kup på loppemarkeder fornægter sig ikke.

Hylder og reoler i de spændende, skæve værelser bugner af suppeterriner, porcelæn, vaser og meget andet indkøbt på diverse markeder gennem årene.

- Pia skal være marskandiser, når hun bliver gammel, spøger Jörn Eskildsen.

Køkkenet er fra engang i 50'eme. Solidt snedkerhåndværk, der holder den dag i dag. Og kun badeværelset er indrettet i moderne stil med spabad og keramikhåndvask - som en overraskende kontrast til resten af huset. Parret har selv designet badeværelset, mens fagfolk har sørget for det håndværksmæssige.

Yggdrasil beskytter mod onde ånder
- Det er muligvis et brud på husets ånd at lave spabad, men vi lever trods alt i det 21. århundrede, og vi har da også både computer og cd-afspiller, griner de.

Udenfor i den 2500 kvm store, velplejede have står Yggdrasil. En ni meter høj træfigur, udskåret af et gammelt elmetræ, der bukkede under for sygdom for fem år siden. Elmetræet er lige så gammelt som Højballegård, og det blev i sin tid plantet som Værnetræ, der skulle beskytte stedet mod onde ånder og lynnedslag.

Højballegård har siden 1795 og indtil engang i 1990'eme været beboet af Nielsen-slægten fra Hansted. Senest Kirsten Lassen Nielsen, som Pia Tastesen og Jörn Eskildsen stadig opretholder kontakt med. Yggdrasil er i øvrigt designet af et barnebarn til Kirsten Lassen Nielsen.

Højballegård fungerer ikke mere som landbrug. Parret har nogle høns og en flok får gående på den 17 tønder land store ejendom, og de drømmer om engang at kunne åbne en gårdbutik. I det hele taget har de mange planer og drømme med stedet, men det skal foregå i overensstemmelse med gårdens ånd.

- Det er ikke, fordi vi er overtroiske, men en 300 år gammel gård laver man ikke bare om på fra den ene dag til den anden, siger de samstemmende.

Til toppen

 

Klik for stort bilede