Gunnar Tholstrup 1976

"Den korte version af 25 års tilbageblik er som følgende:

Efter gym var jeg værnepligtig i Søværnet. 1. måned sammen med Max, Stig og Lars "Molmadsen ". Derefter som messegast på missilfregatten "Peder Skram " som dengang indgik i NATO-flåden. Det var under den kolde krig, hvor vi lå i Østersøen og spionerede på russerne og polakkerne. (Nu er Polen med i NATO, så noget er der jo sket siden da.)

Derefter blev jeg uddannet laborant ( sammen med Max).
Max blev uddannet på Århus Universitet og jeg på Århus Tandlægehøjskole, hvor jeg efter endt uddannelse blev et par år og arbejdede med mikrobiologi.

Da Zendium tandpasta ikke ville sponsorere en fastansættelse på Tandlægehøjskolen, fik jeg derefter job på Quist Laboratorium (Nu Steins). Her var jeg et par år hvor jeg arbejdede med miljøanalyser. Det bragte mig videre til mit nuværende job på miljøkontoret ved Århus Kommune.

Jeg er leder af Proces & Udviklingsgruppen, hvor vi primært arbejder med procesteknologi indenfor spildevandsrensning. I kraft af dette job har jeg arbejdet en del i Østeuropa.

Jeg er bosat ved Gammel Løgten Strand (mit barndomshjem, som vi købte i 1991). Jeg er gift med Jeanette. Vi har to børn sammen, Nicklas 11 år og Mathilde 9 år. Desuden har vi Claire på 20 år, som jeg blev stedfar til, da hun var 4 år. Hun er lige blevet student , så jeg genoplevede de fede studenterdage på nærmeste hold."

Nu